Der tales og skrives meget om indvandrere i Danmark. Hvor svært er det at integrere dem, er der for mange af dem – eller er der måske for få, når danskerne ikke længere gider at have servicejobs – og hvordan klarer deres børn sig? Mens flere partier raser mod stort set al indvandring, glemmer mange i debatten, at indvandring og beboere i Danmark fra andre lande langt fra er et nyt fænomen.
I dag er der ifølge Danmarks Statistik 816.000 mennesker i Danmark, der ikke oprindeligt er fra Danmark. Godt 16 % af befolkningen er således enten indvandrere eller herboende udlændinge, men tallet skal tages med et gran salt. Min fætter, der er født af danske forældre og opvokset i et dansktalende hjem i Chicago, tæller således med i de 9500 amerikanere, der bor her. Fokuserer men på de såkaldt ikke-vestlige indvandrere, udgør de kun 53 % af alle indvandrere, og dermed 8,7 % af den samlede befolkning i Danmark. Regner man Tyrkiet som vestligt – og store dele af den vestlige del af Tyrkiet er lige så vestligt som Grækenland – er andelen 7,4 %. De største grupper er en blanding af flygtninge og arbejdsindvandring: De største fem er Tyrkiet, Polen, Syrien, Rumænien og Tyskland.
Vil man have et korrektiv til den nuværende politiske fortælling, er det måske værd at se tilbage i vores egen tid – og det er forbløffende let. I de statistiske årbøger fra 1920erne har Danmarks Statistik nemlig allerede dengang omhyggeligt opgjort, hvor mange ikke-danskere der boede i Danmark, og hvor de kom fra. En af opgørelserne er fra 1921 – præcist 100 år siden.
Det år udgjorde udlændinge 3,4 % af befolkningen i Danmark – knap 109.000 mennesker, der kom fra mange forskellige steder. Mens det lyder som langt mindre end i dag, og sådan set også er det, skal det ses i lyset af to andre tal: I 1921 boede der lige godt tre millioner mennesker i Danmark, mens verdens befolkning var under to milliarder. Danmarks befolkning er således næsten fordoblet siden da, og verdens er mere end firedoblet. Der er med andre ord langt flere mennesker ude i verden i dag, der potentielt kunne komme til Danmark end for 100 år siden.
Et andet overraskende forhold er, at der i modsætning til i dag var enkelte meget store indvandrergrupper. Der boede således over 36.000 svenskere – over én procent af indbyggertallet – og cirka 27.500 tyskere i Danmark umiddelbart efter Første Verdenskrig. Rent praktisk var man også i gang med den svære proces at integrere de over 150.000 mennesker i Sønderjylland, som året før havde stemt sig hjem, og de over 11.000 slesvigere, der valgte at flytte nordpå efter genforeningen. Mens langt de fleste af dem var dansksindede, var de både fattigere end andre danskere og da omtrent 20 % af dem var tvunget i tysk krigstjeneste under krigen, vendte mange tilbage til Danmark med voldsomme ar på sjælen. Det glemmes også ofte, at polakkerne allerede dengang var en af de største udlændingegrupper i Danmark: De fleste af de knap 7600 polske statsborgere, der var i landet, arbejdede sandsynligvis i landbruget, præcist som mange polakker og baltere gør i dag. Dengang som i dag var de en værdsat og stabil arbejdskraft.
Spørgsmålet, vi stiller til læserne i dag, er således hvor anderledes indvandringen er i dag fra den var for 100 år siden. Når der i dag tales om så mange flygtninge, må man for eksempel spørge, hvor mange af de 4000 indvandrere fra Østrig i 1921, der ikke var flygtninge, hvor mange af de tyske indvandrere der reelt var flygtet fra krigen, og hvor mange af de over 3000 russere, der var forfulgte jøder? Hvor forskellig er indvandringen i dag fra dengang?
