Siden sidst i 90erne er korruption blevet et større forskningsområde, efter en lang periode, hvor det ganske enkelt ikke var et problem, man nævnte i det ’gode’ selskab. Vi ved nu langt mere om, hvorfor nogle lande har større bestikkelsesproblemer end andre – og også hvorfor enkelte lande som Danmark slet ingen har. Det historiske overblik har dog manglet, ikke mindst fordi det er svært og voldsomt arbejdskrævende at grave information op.
Det rådede Mette Frisk Jensen bod på i sin PhD-afhandling, der tidligere i år udkom i bogform. Med titlen Korruption og Embedsetik kortlægger hun en række sager om korruption i det danske embedsværk i årene 1800-1866. Jensens korruptionsbegreb er defineret ret bredt, hvilket tillader hende at se på flere sager om embedsmisbrug end de bestikkelsesproblemer, økonomer typisk fokuserer på.
Det forbløffende for de fleste vil nok være, at langt de fleste sager handler om underslæb – i dagens tale ’kassemangel’: Embedsmænd man opdagede havde taget af kassen. Der er også enkelte bedragerisager (falsk), hvorimod Jensen kun har fundet meget få egentlige bestikkelsessager. Bestikkelse var blevet tydeligt forbudt allerede i oktober 1700 – til sammenligning indførte Sverige først klar lovgivning i 1868 – og det var et problem, der blev taget meget alvorligt i befolkningen og hos embedstoppen.
Mette Frisk Jensens bog er omhyggeligt dokumenteret, velskrevet og spændende. Ikke mindst er det ret forbløffende at se dokumenteret, hvor ukorrupt og hæderlig, den danske embedsstand var allerede i 1800-tallet. Sammenligner man dens adfærd – og befolkningens og kongens holdning til korruption – med Sydeuropa i dag, er det svært ikke at konkludere at korruptionsproblemer i høj grad må være kulturelt betingede. At Jensen i stedet ender med – helt unødvendigt – at hægte sig på Bo Rothsteins tvivlsomme Big Bang-teori om begavede politikere, der indfører fine reformer, er blot en mindre plet på en fremragende og anbefalelsesværdig bog om det mærkeligt anderledes land, vi lever i.
