Jeg er pt. til APSA-konference i Seattle, og programmet er et væld af spændende sessions som man gerne vil gå til. Man må derfor vælge, og nogle gange er man heldig at vælge rigtigt. Det skete i morges med en session, der primært handlede om historiske begivenheder og hvordan de påvirker økonomiske og politiske outcomes i dag. Historiske studier har været et felt, der i de senere år har fået mere opmærksomhed i nationaløkonomi, og nu er politologien ved at komme med på vognen.
Et særligt papir, der fortjener en del opmærksomhed, blev præsenteret af Daniel Ziblatt og Konstantin Kashin, begge fra Harvard. De to har i ”Continuity Amidst Upheaval? Long-Run Legacies of Landholding Inequality in East Germany” set på arbejdsløshedstal og valgdeltagelse i det tidligere Østtyskland. Deres særlige fokus er på, hvorfor de to forhold varierer så markant på tværs af Kreisser. Og det specielle er, at de dokumenterer ganske overbevisende, at uligheden i jordejerskab i 1895 – dvs. i junkerperioden før den totale kollektivisering af jord i DDR og den efterfølgende transition fra 1990 – stadig er en god forklarende faktor for valgdeltagelse og arbejdsløshed. Folk er ganske enkelt mere engagerede og økonomien fungerer relativt bedre i de områder, der ikke var domineret af en eller få jordejere i 1895.
Som Ziblatt bemærkede i sit oplæg, er det usikkert hvad der ligger bag, men en af de rimelige forklaringer er, at civilsamfundet fungerede bedre i 1895 i de områder, der ikke var elitedominerede. Denne tradition for civilsamfund kan, i princippet og ligesom i en række andre nye studier, have overlevet kommunismen og de mange andre store omvæltninger i det 20. århundrede. Om vi så kan lide, at der er så stor persistens og dermed en række forhold, vi ikke kan lave om på, er et normativt spørgsmål.