Phillip Magness er en af de mest spændende økonomer for tiden. Han var indtil sidste år ansat ved tænketanken American Institute for Economic Research, men har siden foråret været David J. Theroux Chair in Political Economy hos the Independent Institute
i Oakland. Magness har ikke blot dokumenteret hvordan Thomas Piketty og Gabriel Zucman har fiflet med historiske ulighedsdata for at kunne fortælle en særlig, politisk historie, og været med til at vise, hvor ineffektiv nedlukningspolitikken i 2020-22 var. Magness har også rykket ved folks billede af selve Karl Marx.
I artiklen “The Mainstreaming of Marx: Measuring the Effect of the Russian Revolution on Karl Marx’s Influence“, der udkom sidste sommer, viser Magness sammen med Michael Makovi (Northwood University), at Marx var en aldeles perifer tænker for 1917 og Sovjetunionens helgenkåring af ham. Den delvise undtagelse er i nationaløkonomi, hvor Marx blev nævnt – og afvist – på lige fod med en række andre socialistiske økonomer, som Johann Karl Rodbertus and Peter Kropotkin. Grunden til, at der så ofte tales om Marx og at der stadig undervises i hans idéer på vestlige universiteter, er at Sovjetunionen blev bygget på hans fundament, og at unionen derfor massivt propaganderede for et syn på Marx som geni.
Institute of Economic Affairs i London har lige udgivet den populære version af Magness argumenter i “Marxism is back – but Marxists cannot shake off the Soviet legacy” hvor han udlægger sin forskning, og nogle af hans kritikeres indvendinger. Magness er altid varmt anbefalet, men netop hans og Michael Makovis Marx-forskning fortjener langt bredere opmærksomhed.