I dag for 600 år siden skete det utænkelige. En mindre, engelsk hær, plaget af sygdom og træt efter måneders togt, slagtede en langt større fransk hær. Ikke nok med at englænderne vandt, formåede de også at slå en stor del af Frankrigs adel ihjel, der var kommet for at vinde ære i slaget. Det hele skete på en mark udenfor landsbyen Agincourt, cirka halvvejs mellem Amiens og Calais, den 25. oktober 1415.
Slaget ved Agincourt er en af de centrale begivenheder i europæisk historie, og udødeliggjort i Shakespeares Henry V. Shakespeare lader kongen holde en kort tale umiddelbart før slaget, hvor han omtaler sin hær som ”We Band of Brothers.” Om morgenen på en regnkold dag stod 6000 englændere mod det, de fleste historikere sætter som en mindst fire gange større fransk hær. Da dagen var omme, var omtrent 5000 franske soldater og adelsmænd døde. De engelske tab sættes typisk til 200-300 mænd og drenge. Det var ikke blot et chokerende nederlag for en af de mægtigste magter i Europa, men også en rystende advarsel til tidens militæreksperter. Som Bernard Comwell (hattip: Nonicoc) skriver i The Telegraph, var den engelske hær ”the ordinary men of England and Wales, and they had met the awesome power of France in hand-to-hand fighting and they had won”. Eller som Shakespeare lader Henry V sige, var den engelske hær ”Warriors for the working-day.”
Mens mange franskmænd, og ikke mindst deres adel, var veludstyret i high-tech rustninger og moderne våben, havde englænderne to store fordele på deres side. For det første foregik slaget i næsten knæhøjt mudder i en nypløjet mark. Tungt udstyr gjorde det ekstremt svært for franskmændene at avancere eller blot bevæge sig, og moderne tests har vist, at det var næsten umuligt at komme op, hvis man faldt. Simpelt engelsk udstyr som blytunge hamre og daggerter viste sig at være effektive våben mod de nominelt overlegne franskmænd. Det meget lettere engelske udstyr indebar også, at den lille, engelske hær var langt mere fleksibel og mobil end den franske, der bogstaveligt talt kom til at sidde fast i mudderet.
For det andet bestod det meste af den engelske hær af bueskytter. De cirka 5000 mænd med langbuer kunne således i den første byge, de sendte mod den avancerende franske hær, sende 5000 pile mod franskmændene fra det mest præcise våben, verden kendte før riflen blev opfundet. Den franske hær havde også langbuer, men færre og af en anden kvalitet. Brugen af langbuer i både krig og til sport – som englænderne havde en tradition for at mestre – var en tradition, som aldrig nåede til Frankrig. Og mens det ikke var alle pile, der ramte eller penetrerede de franske rustninger, væltede pilenes moment ganske enkelt mange franske soldater. De simple hamre og daggerter gjorde resten af arbejdet.
Det er dog ikke kun fordi Slaget ved Agincourt inspirerede Shakespeare til at skrive et af historiens store mesterværker – og hvis en læser er i tvivl, så se f.eks. Kenneth Branagh’s ildspyende Crispin’s Day Speech her – men også fordi det var en begivenhed, der stillede spørgsmål ved det mægtige Frankrigs egentlige magt. Den skabte fortællingen, der stadig trives i Storbritannien og Skandinavien, at mindre nationer kan vinde over de åbenlyse fordele. Som Comwell skriver, fortalte de tusinder englændere, walisere, irere og skotter den samme historie, da de kom hjem fra Frankrig. En historie om, at almindelige mennesker med mod og ansvar kan gøre forskellen. Og en fortælling om, at selv glitrende, sydeuropæiske konger ikke er noget uden almindelige mennesker, der tager ansvar og respekt.